Kendt P3-vært skal styre P3 Guld i Aalborg

Pelle Peter Jencel skal styre løjerne til P3 Guld. Pressefoto.

Det bliver den erfarne radiovært hos P3 Pelle Peter Jencel, der skal stå i spidsen for årets P3 Guld i Musikkens Hus den 28. marts.

Dansk musik har været en central del af Pelle Peter Jencels karriere i mange år, og han har i podcast-serien ’Den nye stil’ gennemgået dansk hip hop-historie. Så når P3-værten Pelle Peter Jencel den 28. marts indtager værtsrollen til ’P3 Guld’ i Aalborg, kan både publikum og tv-seere derfor forvente en kompetent vært, der om nogen forstår, hvorfor den danske musikscene ser ud, som den gør i dag.

Og Pelle Peter Jencel glæder sig over udsigten til at skulle præsentere nye danske stjerneskud på en stor scene.

"For en musiknørd som mig er det en drøm der går i opfyldelse at være vært for P3 Guld. At se de her navne gå fra talenter til stjerner på den størst mulige scene giver altid kuldegysninger og jeg glæder mig ubeskriveligt meget," siger Pelle Peter Jencel, der i sit radioprogram på P3 ’Pelle Peter på P3’ sætter fokus på ny dansk musik, som er en stor prioritet for DR i dette forår. 

Det er første gang, at ’P3 Guld’ afholdes i Aalborg, og der venter en festlig fejring af den danske musikscene med både optrædener og prisoverrækkelser. Blandt tidligere prismodtagere til P3 Guld kan nævnes The Minds of 99, Benal, Karl William, MØ, Ukendt Kunstner og Lukas Graham. Det er derfor store sko, som nye prismodtagere og optrædende skal forsøge at fylde. 

"P3 Guld er landets vigtigste musikprisuddeling. Det er aftenen, hvor de, der har mod til at prøve noget nyt, er heltene. Hvor hele Danmark for første gang møder navnene, der de næste mange år skal få dem til at feste, tude og synge med, når de blæser ud af radioen. Og en kavalkade af store sange der understreger hvor godt, det egentlig går på den danske musikscene," siger Pelle Peter Jencel.