Ghost på scenen i Forum Black Box. Foto: Louise Pedersen
Den svenske gruppe spillede mandag aften på i Forum Black Box på Frederiksberg.
Det kan ikke blive mere teatralsk end når Tobias Forge, aka. Cardinal Copia, sammen ghistmed hans gruppe af Nameless Ghouls, går på scenen. På mange måder minder Cardinal Copia mig om Alice Cooper, lige fra den måde han bevæger sig på til hans mimik og måde at tale på. Ikke nok med, at Tobias & Co. er teatralske, så er de mest af alt et popband, der på deres egen fjollede og ironiske måde dyrker satanismen. De smækker en tung og hård spade på sange, hvad der sagtens kunne være Melodi Granprix musik, og kalder det herefter Heavy Metal, mens alle fans æder det råt. Og, hvis ABBA havde et bastardbarn, der dyrkede djævlen, så ville det være Ghost. Ingen skal dog være i tvivl – jeg elsker ABBA, og jeg synes deres djævelske bastardbarn er en sand fornøjelse.
Cardinal Copia gik på scenen med Rats iført sin røde kardinaldragt. Aftenens sceneopsætningen bød på en djævelsk katedral, hvor bagtæppet lignede glasmalerier af Papa Emiritus – may he reast in peace, og hvor selve scenen var bygget i marmorlignende trappeopgange. Gruppen af Nameless Ghouls spiller ufattelig tight, men deres kor måtte gerne trænes op af en vokalcoach – det lød ikke særlig prangende. Copia synger imidlertid ganske glimrende, og man kan høre en snært svensk accent når han synger. Han opnår dog aldrig rigtig den vokalmæssige præstation, som han opnår på plade. Derudover var han udfordret i Black Box, da bandets musik ofte overdøvende hans vokal. Copia havde dog øjeblikke, hvor han trådte i kraft med vokalen, her særlig Cirice, hvor han for alvor fyldte scenen og Black Box ud.
Foto: Louise Pedersen
Igennem aftenen spillede Ghost en hit-parade, der er U2 værdig. Dermed blev det i den grad en fadølsfest, hvor publikum kunne få lov til at synge med på alle sange, her særligt på Mary On a Cross, Cirice, Rituals, Year Zero, He Is, Dance Macabre, Square Hammer etc.
Ghost manglede dog generelt en del intensitet og energi til at kunne komme ud over scenekanten. Det blev som endnu en dag på kontoret, hvilket jeg synes var en stor skam. De brugte primært deres energi, på at lave fald-på-røven humoristiske indslag og teatralsk skuespil, der var på niveau med Hvide Løgne (red. en dårlig dansk drama fra slut 90’erne). Det er i særdeleshed ærgerligt, da de spillede virkelig godt og musikken lød oftest godt – fokus blev blot stjålet. Derudover virkede de, som om de ikke var tilstede og kørte i stedet på autopilot, og det resulterede i en lunken oplevelse – særligt når de har musikken til at skabe intensitet og energi. Det tætteste vi fik på dette var aftenens sidste to numre, Dance Macabre og Square Hammer.
